Annonce

Annonce

Kok arrangerer mad på tallerken

Når Foodexpo i næste måned åbner efter fire års pause, vil alle messens spisesteder for første gang have det økologiske spisemærke i bronze, mens Økologisk Landsforening er klar med en masse aktiviteter i hal H, som bliver omdrejningspunktet for økologi og bæredygtighed på messen. Foto: MCH/Tony Brøchner Foto: Foodexpo

Foodexpo tester det økologiske spisemærke i alle restauranter

Økologi, klimavenlighed og bæredygtighed bliver vigtige omdrejningspunkter, når Nordens største fødevaremesse, Foodexpo, genåbner efter fire års pause.

Når Foodexpo i slutningen af marts åbner dørene i Herning efter en ufrivillig coronapause, bliver der masser af inspiration at hente for de professionelle køkkener, som enten allerede arbejder med økologiske råvarer eller overvejer at omlægge til økologi.

Messen har i år valgt at sætte ekstra fokus på bæredygtighed og økologi, og har i samarbejde med Økologisk Landsforening dedikeret en hel hal til fremtidens bæredygtige og økologiske produkter. Her bliver der masser af paneldebatter og events, som sætter spot på økologien.

Samtidig har arrangørerne i år besluttet at alle Foodexpos egne spisesteder i de ti messehaller skal have den midlertidige udgave af Det Økologiske Spisemærke i bronze, og ifølge Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening er Nordens største fødevaremesse noget nær det optimale sted at vise hele fødevarebranchen, hvad spisemærkerne kan.

Foodexpo 2022

  • MCH Messecenter Herning danner 27.-29. marts rammen om Nordens største fødevaremesse.

  • Foodexpo arrangeres i samarbejde med 13 toneangivende brancheforeninger inden for foodservice & catering, hotel & restaurant samt detailhandel.

  • Udstillere: Over 500

  • Hal H er dedikeret til økologiske og bæredygtige varer.

»Corona har givet virksomheder og køkkener mulighed for at reflektere over deres værdigrundlag, og vi fornemmer, at mange er klar til at flytte deres fundament i en økologisk retning,« siger Torben Blok.

Kom med på mærkerne i hal H

Af samme grund har foreningen planlagt en række aktiviteter i hal H, som bliver det helt centrale omdrejningspunkt for Foodexpos fokus på økologi, klimavenlighed og bæredygtighed, og Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder for Foodexpo spiller med:

»Vi vil gerne vise, at vi bakker op om økologien, og i første omgang tester vi spisemærkerne i vores egne restauranter under selve messen.«

Carina Høgsted Kirkegaard glæder sig i den grad til, at Foodexpo efter tre corona-udsættelser endelig igen får mulighed for at samle fødevarebranchen i Herning.

»Vi oplever utrolig stor opbakning og vi kan mærke at folk glæder sig til at komme på messe,« siger Carina Høgsted Kirkegaard, som forventer ca. 525 udstillere.

Torben Blok ser også frem til at det igen bliver muligt at promovere økologien på landets messer.

»Vi ønsker at være så synlige som muligt, og derfor er vi meget glade for samarbejdet med Foodexpo, som samler alle professionelle i fødevarebranchen og virkelig tager ansvar i forhold til bæredygtighed. Samtidig mener vi, at tiden er den helt rette til at få sat gang i en ny bølge og få endnu flere i gang med økologi,« siger Torben Blok.

Han opfordrer alle til at besøge foreningens stande i hal H, hvor køkkener og kokke kan få svarene på, hvordan de kommer i gang med omlægningen til økologi og hvilken værdi en økologisk menu giver for dem og deres gæster.

Hyldest til køkkenerne

Sædvanen tro afholder Økologisk Landsforeningen også et event på messen, hvor foreningens direktør Helle Borup Friberg er med til at hylde nogle af landets professionelle køkkener, som gennem det seneste år har gjort sig fortjent til at skilte med et af spisemærkerne i enten guld, sølv eller bronze.

Under hele messen er det desuden muligt at besøge tre spisemærkestande, hvor gæsterne får direkte indblik i tre forskellige køkkeners erfaringer med økologi og spisemærker, og Torben Blok håber, at 2022 bliver året, hvor mange nye køkkener begynder at benytte Det Økologiske Spisemærke.

Hal H lokker desuden med en række oplæg og paneldebatter med kendte ansigter fra fødevarebranchen, og i »Nørderiet« kan gæsterne deltage i workshops og bl.a. lære at lave mere klimavenlig mad.

Det bliver også muligt at gå shop-amok i Foodexpos helt egen økologiske købmandsbutik, hvor overskuddet går ubeskåret til foreningen Plant Et Træ.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel